Efter i 4 år at have arrangeret haverejser til Irland. holdt jeg i år en pause og brugte lejligheden til at spørge mig selv om, det er muligt på en rejse til Irland at kombinere haver med den smukke natur. Der er nemlig efter min mening 2 væsentlige grunde til at besøge Irland:
- Naturen er helt speciel og har sin helt egen charme. De irske landskaber er på én gang både smilende og vilde. Specielt i det sydvestlige Irland er naturen ret spektakulær. Det er ikke overraskende at man kalder Irland ”Den grønne ø”. Det skyldes naturligvis at regnmængden er rigelig. Det kan man i nogen grad tage højde for, hvis man besøger øen om foråret, hvor der er flest solskinstimer.
- Der er rigtig mange smukke haver i Irland. Flere af dem har jeg besøgt på tidligere haverejser, hvor den nordlige del af øen blev besøgt. Men Mount Usher, syd for Dublin har ikke tidligere været besøgt på en grupperejse. Det er efter min menig den bedste ”Wild Garden” inspireret af William Robinson, der overhovedet findes. En anden helt speciel irsk have er Ilnacullin, som ligger på en lille ø i det sydvestlige Irland, og blev skabt af Harold Peto for 100 år siden. Kun én have er genganger fra tidligere rejser, nemlig Helen Dillons have i Dublin. Man bør som havemenneske ikke besøge Irland uden at besøge denne have. Helen har en helt speciel evne til at sætte planter sammen. Og hun vil med sit rastløse gemyt altid overraske, fordi hun konstant laver ændringer i sin have.
Så - efter i juli at have foretaget en researchrejse til Irland, kan jeg svare på det spørgsmål jeg stillede mig selv. Ja, det er bestemt en god idé på en rejse at kombinere den irske natur med havebesøg.
Rejsen til Irland foregår fra den 4. til den 10. maj 2011. Dagsprogrammet kan ses her.